Vi skaber

talenter

Design B

I design B arbejder du både teoretisk og praktisk med designprocessen. Du får forståelse for samspillet mellem form og funktion og for designprocessens sammenhæng med æstetik, teknologi og innovation.

Design B handler både om teorien bag design og om at skabe designløsninger. Faget giver en forståelse for kompleksiteten af moderne design som en konsekvens globaliseringen herunder ressourcemangel og miljøhensyn.

I faget lærer du at analysere design som visuel og fysisk formgivning og at aflæse designs betydning i mange forskellige sammenhænge. Det giver dig gode redskaber til arbejde med design i praksis, inden for de tre designdiscipliner: produktdesign, kommunikationsdesign og design af fysiske omgivelser.

Ud fra kendskabet til fagets teori, fagudtryk, metoder og redskaber bliver du i stand til at identificere, undersøge og formulere et designproblem. Du lærer også at planlægge og gennemføre et overskueligt designprojekt ud fra dit forarbejde og at reflektere over og formidle proces og løsning. Du bliver trænet i metoder til visualisering, fx modelbygning, og du lærer forskellige metoder til research, fx observation, spørgeundersøgelser eller andet.

Undervisningen organiseres som en blanding af teoriundervisning i hold og selvstændige projektforløb med projektvejledning. Projektforløbene er virkelighedsnære, hvor produktdesign, kommunikationsdesign og design af fysiske omgivelser er de bærende elementer. Skriftlig kommer du til at arbejde med dokumentation i forhold til praktiske designopgaver og forløb.

I design får du en viden, som du kan bruge i mange andre fag. I særdeleshed i forhold til fagene innovation, kommunikation og teknologi, men der kan også indgå naturvidenskabelige eller humanistiske fag i samspil med design.