Biologi C og B
I biologi får du grundlæggende kendskab til biologiske principper og arbejdsmetoder og lærer om miljø, sundhed og bioteknologi. Du får indsigt i, hvordan biologisk viden bruges i praksis, og lærer at opstille enkle hypoteser og udføre eksperimenter og undersøgelser.
I det obligatoriske C-niveau vil du få en grundlæggende viden om økosystemer, global opvarmning, udbrud af smitsomme sygdomme (epidemier) og multiresistente bakterier. Du vil også komme til at arbejde med årsager til sundhed og livsstilssygdomme, ligesom faget rummer emner som økologi, organsystemer, kostberegninger, cellebiologi samt mikroorganismer og sexologi. Du vil blive sat ind i enkle biologiske problemstillinger og i, hvordan biologisk viden bruges i praksis. I forbindelse med eksperimenter og undersøgelser både i laboratorier og i felten vil du blive trænet i at opsamle, analysere, dokumentere og præsentere dine resultater. Du vil også blive introduceret til samfundsmæssige problemstillinger, der inddrager biologien.
I valgfaget på B-niveau vil du få en dybere og mere teoretisk funderet viden om økosystemer, miljøbeskyttelse, smitsomme sygdomme, multiresistente bakterier samt sundhed og livsstilssygdomme. Faget rummer også DNA teknologi, genetik og evolutionsteori. Ligeledes vil du skulle fordybe dig i viden om organsystemer, kost og sundhed, cellebiologi, mikroorganismer og sexologi.
Undervisningen i biologi er en blanding mellem klasseundervisning, gruppearbejde, laboratorieøvelser, feltundersøgelser ude i naturen samt elevfremlæggelser. Skriftligt vil der være dokumentation af laboratorieforsøg i rapportform, ligesom der vil være andre skriftlige opgaver, der understøtter undervisningens indhold.
Biologi spiller naturligt sammen med kemisk og matematisk viden, ligesom der kan være emner af idehistorisk eller samfundsfaglig relevans i undervisningen.