Talentfulde Sebastian fra HTX vinder i både matematisk og datalogisk konkurrence!
Sebastian Juhl-Jensen, en talentfuld elev fra Teknisk Gymnasium (HTX) i Sønderborg, har markeret sig som en af landets 25 mest talentfulde unge indenfor datalogi. Han vandt Dyst 2 i DDD (Dansk Datalogi Dyst), hvilket kvalificerede ham til at deltage i flere vindercamps. Og det stopper ikke her – Sebastian har også, for andet år i træk, vundet anden runde i Georg Mohr-konkurrencen, en matematikkonkurrence, der giver adgang til et vindeseminar.
De to konkurrencer minder meget om hinanden, i hvert faldt den første runde. I de efterfølgende faser er den overordnede forskel, at DDD fokuserer mere på at omsætte matematiske løsninger til praktisk implementering i et programmeringssprog. Sebastian, der går på Computerscience-linjen, har haft programmering på skoleskemaet i de seneste to år. Han har programmeret for sjov derhjemme i mange år, hvilket også var grunden til hans valg af HTX.
Både programmering og matematik er en stor interesse for Sebastian, og selvom han i forvejen deltog i Georg Mohr-konkurrencen, synes han alligevel det lød sjovt, da hans matematiklærer fortalte for klassen om DDD-konkurrencen. Så han sprang ud i det og endte med gode resultater begge steder, der har resulteret i en række vindercamps.
”Campsene er sjove, fordi der er flere af deltagerne som jeg efterhånden kender, og så selvfølgelig at få muligheden for igen at møde andre, der synes det er sjovt at programmere, og det samme med matematikken selvfølgelig. Det giver mig en masse ny faglig viden at deltage på campsene, og så er det fedt at kunne dele viden og erfaringer med de andre deltagere”.
Og Sebastian har skulle holde tungen lige i munden med hele to vindercamps. De lå lige op ad hinanden - Georg Mohr fra den 25. – 28. februar og DDD’s anden vindercamp fra den 29. februar. ”Jeg fik heldigvis lov til at overnatte der, da begge camps foregik samme sted.” Siger han smilende. ”Og jeg ville gøre det igen!” Desværre er dette Sebastians sidste år som deltager, da han bliver student til sommer.
At gå videre i begge konkurrencer har givet Sebastian et betydeligt selvtillidsboost. Selvom han ikke kvalificerede sig til Den Nordiske Matematikkonkurrence ved Georg Mohr, er han meget tilfreds med sin indsats. Han ser nu frem til en minicamp ved DDD, hvor de alle skal mødes i København over tre dage for at tage endnu en test. De seks bedste deltagere vil repræsentere Danmark ved BOI (The Baltic Olympiad in Informatics), og hvis Sebastian går videre, venter yderligere træningscamps.
Vi krydser fingre for Sebastians videre konkurrenceforløb, og ønsker ham al held og lykke.