Vi skaber talenter

28.02.22

Fire hold fra EUC Syd går videre til regionsmesterskab i Company Programme

Torsdag d. 24. februar blev det sønderjyske mesterskab i iværksætteri afholdt og hele fire hold fra Teknisk Gymnasium Sønderjylland, EUC Syd, skal nu gøre sig klar til regionsmesterskabet d. 17. marts.

Iværksætteriprojektet Company Programme er et entreprenørskabsforløb, som giver elever mulighed for at arbejde med innovation og udvikle deres kompetencer som entreprenører. I alt deltog 27 hold fra fem skoler i Sønderjylland, da det sønderjyske mesterskab blev afholdt d. 24. februar.  

Her fra Teknisk Gymnasium Sønderjylland var i alt seks hold med til mesterskabet, hvoraf fire gik videre! Samlet set skulle 12 hold videre til det regionale mesterskab i marts, så EUC Syd er godt repræsenteret.

Deltagerne får snust til, hvordan det er at være entreprenør. De udvikler produkter fra idé til virkelighed og arbejder derfor med virkelighedsnære emner, hvilket giver dem stor mulighed for at udvikle sig. Alle vores hold går på HTX og har teknologi på A-niveau - en del af dem læser studieretningen Teknologi og Design! 

De fire hold fra EUC Syd arbejdede med problemstillinger med udgangspunkt i de 17 Verdensmål, så deres produkter havde et bæredygtigt islæt. Det ene hold, StepWater, arbejdede med at skabe rent drikkevand til befolkningsgrupper, som ikke har adgang til det. Deres produkt renser nemlig vandet ved hjælp af sollys. Dette projekt fik en flot samlet 2. plads i det sønderjyske mesterskab!

De tre andre hold klarede sig også flot med deres grønne projekter. Holdet Future House Material har udviklet et bionedbrydeligt engangsservice af mælk og olie, holdet IPR har arbejdet på udviklingen af optiske kabler til at skabe energivenligt lys på vejene for at øge trafiksikkerheden under dårlige vejrforhold, og holdet PlaNet har udviklet et opsamlingssystem til floder, så lokale kan opsamle plastik, inden det nedbrydes til mikroplast.

Billede