Vi skaber talenter

24.05.19

Årets allerførste student i Sønderborg

Anna-Belle Solberg Butterworth er årets allerførste student i Sønderborg. Hun blev færdig med sidste eksamen i fredags på Storebededag d. 17. maj.

På EUC Syd i Sønderborg har Anna-Belle læst på International Baccalaureate (IB), den engelsksprogede studentereksamen, der er anerkendt i hele verden.

IB er en international organisation og holder derfor ikke de danske helligdage. Det betød, at Anna-Belle, som er halv dansk og halv britisk, kunne gå op til sin sidste eksamen forrige fredag d. 17. maj. Det var i English A Higher level Language and Literature, som ovenikøbet også har været hendes yndlingsfag, og Anna-Belles fremtidsplaner består i at læse engelsk på universitet enten i Århus ellers i England.

Båndet på IB-studenterhuerne er dækket med en masse flag, der symboliserer, at IB er en international uddannelse, og eleverne bliver udelukkende undervist på engelsk. IB giver elever adgang til uddannelser og universiteter i hele verden, og uddannelsen tager 3 år som andre gymnasieuddannelser, når man tæller det første år på pre-IB med. Udover dannelse, viden og sprog sigter IB mod at udvikle unge mennesker, der vil hjælpe til at skabe en bedre og mere fredfyldt verden gennem interkulturel forståelse og respekt.

Anna-Belle fik lov at være den første fra sin klasse til at kunne sætte huen på hovedet, men hendes klassekammerater kan snart følge trop. I denne uge skal de sidste eksamener overstås og fredag d. 24. maj vil de alle blive fejret på EUC Syd med IB Graduation.