Kontrakt underskrevet med Hjortgaard Byggeri A/S
Nye lokaler til maskinmesteruddannelsen klar i foråret 2025
Fredericia Maskinmesterskole Sønderborg (FMS) som lige nu har til huse i midlertidige lokaler hos EUC Syd, flytter i foråret 2025 ind i en nyrenoveret, moderne bygning på EUC Syds campus på Hilmar Finsens Gade.
FMS lejer den gamle varmecentral, som tidligere har fungeret som autoværksted for EUC Syds elever, men som fremadrettet skal danne rammen om et inspirerende og nærværende studiemiljø for maskinmesterstuderende.
Der er indgået en kontrakt med entreprenørfirmaet Hjortgaard Byggeri A/S, som står for den omfattende renovering. Ombygningen vil skabe moderne faciliteter, herunder lyse og fleksible undervisningslokaler, åbne fællesområder til gruppearbejde og socialt samvær samt moderne laboratorier og kontorfaciliteter.
Projektet er støttet af Bitten & Mads Clausen Fonden og Aktieselskabet Dampskibsselskabet Orient's Fond, og Zeni Arkitekterne har stået for udformningen af de nye rammer.
"Vi ser frem til samarbejdet og er meget tilfredse med, at maskinmesteruddannelsens implementering i Sønderborg skrider planmæssigt fremad," siger Jens Færgemand, rektor for Fredericia Maskinmesterskole, som også sætter pris på støtten til projektet: ”Samtidig er vi taknemmelige for den støtte vi modtager fra fondene og EUC Syd i forbindelse med opstarten af maskinmesteruddannelsen i Sønderborg”.
Renoveringsarbejdet på de nye undervisningsfaciliteter igangsættes snarest, og når de studerende flytter ind i foråret 2025, vil faciliteterne være klar til at understøtte både undervisning og innovation samt skabe rammerne for et godt studiemiljø.
Vi glæder os til det færdige resultat, og det fortsatte samarbejde med FMS.
Fakta om FMS:
Fredericia Maskinmesterskole har campusser i Fredericia, Esbjerg og Sønderborg, hvor der uddannes maskinmestre og automationsteknologer. Maskinmesteruddannelsen kom til Sønderborg i 2022 på baggrund af regeringens udspil ”Tættere på – flere uddannelser og stærke lokalsamfund” fra 2021. Lige nu har maskinmesteruddannelsens teorisemestre (4. til 9. semester) indrettet sig i midlertidige lokaler på EUC Syds campus på Hilmar Finsens Gade. Værkstedsforløbet (1. til 3. semester) har etableret sig tæt op ad EUC Syds værkstedsfaciliteter.