01.11.23

OJ Electronics er den lokale vinder af Årets Læreplads i Sønderjylland

Mandag den 30. oktober blev OJ Electronics fejret som den lokale vinder af Årets Læreplads, med tale og overrækkelse af diplom, blomster og gave. Virksomheden blev udvalgt på baggrund af en indstilling, indsendt af Lager- og logistiklærling Jonas la Cour Westergaard.

På vegne af hele virksomheden modtog Jonas’ lærlingeansvarlig, Tonny Lundstrøm, prisen, som blev overrakt af EUC Syds vicedirektør Jan Kleemann. Begivenheden fandt sted hos OJ Electronics, i deres showroom, hvor man kunne se, hvad virksomheden beskæftiger sig med.

OJ Electronics, placeret i Sønderborg, har specialiseret sig i udviklingen af avancerede elektroniske styringsløsninger. Virksomheden er engageret i uddannelse og lærlingeudvikling for at bidrage til fremtidens arbejdsstyrke.

Prisen som Årets Læreplads tildeles virksomheder, der er indstillet af virksomhedens egne lærlinge og elever, og den gives til virksomheder, der har udmærket sig fagligt, socialt, kollegialt og ledelsesmæssigt. Den hylder de oplæringsvirksomheder, der tager godt vare på deres lærlinge, både fagligt og socialt, og som har evnen til at inddrage lærlingens gode ideer og gøre dem til virkelighed.

Under fejringen afgav vicedirektør Jan Kleemann nogle ord om, hvorfor valget faldt på netop OJ Electronics: ”OJ Electronics er blevet valgt som Årets Læreplads 2023, fordi Jonas i sin indstilling så godt beskriver, hvordan OJ Electronics og deres medarbejdere lever op til alle de kriterier, der skal være til stede på den gode læreplads.”

I sin indstilling havde Jonas blandt andet skrevet: ”Jeg har altid fået stort ansvar, og jeg har blandt andet været ansvarlig for oplæring af ny ufaglært medarbejder. Fra starten har jeg været aldeles tæt på lagerchefen, som gerne bruger tid på at forklare både faglige sammenhænge, men også når andet udfordrer.

Det er ikke bare min læreplads, det er min første rigtige adgang til et arbejdsmarked, og møde med nogen der virkelig værdsætter mine kompetencer og mig som menneske. OJ er afsættes til mit voksenliv og jeg er dem dybt taknemmelig ”.

Efterfølgende modtog lærlingeansvarlig Tonny Lundstrøm årets præmie, som var en Kay Bojesen Sangfugl, sammen med en buket blomster og et diplom som den lokale vinder af Årets Læreplads 2023. Jonas modtog også en buket blomster samt et gavekort til Sønderborg Handel som anerkendelse for sin flotte indstilling. Efter overrækkelsen sagde Tonny også nogle ord:

”Jeg vil gerne takke dig, Jonas, for din virkelig flotte indstilling af OJ Electronics som kandidat til denne pris. Jeg kan genkende mange af de flotte ord, du har skrevet. Fagligt og personligt er jeg meget stolt over at være med til at spille en positiv rolle i din uddannelse.

På vegne af mig selv og dine kollegaer vil jeg også sige, at vi værdsætter dig, og vi er glade for, at du har valgt OJ som din læreplads, og at vi kan bidrage til din start på arbejdslivet. Du har ikke kun lært noget af os, men vi har også lært noget af dig, og de input, du er kommet med. Du er et mønstereksempel på en god lærling og en god kollega.

Også en stor tak til EUC Syd for prisen og det gode samarbejde vi har.”

I år blev der indsendt 405 indstillinger til både Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads. Skolerne i hele landet udvælger deres lokale vindere ud fra samme kriterier. Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) vælger derefter tre finalister i hver kategori blandt de indsendte indstillinger. OJ Electronics er blevet udvalgt blandt de tre finalister, og skal derfor deltage i kåringen af Årets Læreplads i København den 7. november.

Vi ønsker OJ Electronics held og lykke i den nationale konkurrence, og håber, at de får prisen med hjem.