Hellevad Tømrer A/S er EUC Syds lokale vinder af Årets Læreplads
Fredag den 11. oktober blev Hellevad Tømrer A/S fejret som den lokale vinder af Årets Læreplads med tale og overrækkelse af diplom, blomster og gave. Virksomheden blev udvalgt på baggrund af to indstillinger, indsendt af tømrerlærlingene Philip Eriksen og Oliver Loftager.
Der var en hyggelig stemning i tømrerhallen hos Hellevad Tømrer A/S, hvor ejer og lærlingeansvarlig, Steen Petersen modtog prisen, som blev overrakt af EUC Syds vicedirektør Jan Kleemann. Hele holdet bag virksomheden deltog i overrækkelsen, hvor der også blev serveret lidt godt til ganen.
Hellevad Tømrer er placeret i Rødekro og har siden opstarten i 2001 stået for tømrer- og snedkerløsninger af højeste kvalitet. Virksomheden har i flere år haft et fokus på at have lærlinge, gerne 2-4 lærlinge ad gangen, i et konstant flow. De mener, at de som virksomhed er forpligtet til at uddanne nye tømrere, da gode håndværkere er afgørende for at have succes i en virksomhed.
De to lærlinge havde hver især indsendt indstillinger, hvor de forklarede, hvorfor Hellevad Tømrer A/S skulle være Årets Læreplads. Det faktum, at virksomheden modtog to indstillinger, siger noget om, hvor glade lærlingene er for at være der.
Under fejringen holdt vicedirektør Jan Kleemann en tale, hvor han forklarede, hvorfor valget faldt på netop Hellevad Tømrer A/S: ”Hellevad Tømrer A/S er blevet valgt som Årets Læreplads 2024, fordi Philip og Olivers i deres indstillinger så godt beskriver, hvordan Hellevad Tømrer A/S og deres medarbejdere lever op til alle de kriterier, der gør en læreplads god.”
I Philips indstilling havde han blandt andet skrevet: ”Allerede fra dag ét bliver man mødt med humor, stor stolthed, et godt arbejdsmiljø og ikke mindst en fantastisk dynamik i teamet. Jeg har altid følt, at jeg kan spørge mine kolleger til råds eller få hjælp, hvor de med det samme står klar til at forklare tingene, så man forstår dem. Alt i alt er Hellevad Tømrer et sted, jeg kan anbefale til kommende lærlinge, der ønsker en god og lærerig tid med masser af gode og sjove oplevelser.”
Oliver havde også rosende ord: ”Vi lærlinge hos Hellevad Tømrer får lov at komme ud til en masse forskellige opgaver. Svendene er gode til at give de gode fif til, hvordan man får et lidt bedre finish.”
Efterfølgende modtog Steen Petersen årets præmie, som var en Kay Bojesen Sangfugl, sammen med en buket blomster og et diplom som den lokale vinder af Årets Læreplads 2024. Philip og Oliver modtog også en buket blomster samt et gavekort til Aabenraa City som anerkendelse for deres flotte indstillinger.
Hellevad Tømrer A/S satte stor pris på indstillingerne og var meget glade for, at deres lærlinge havde valgt at indstille dem: ”Det betyder rigtig meget for os at blive indstillet til prisen. Det må afspejle, at Philip og Oliver trives hos os, og at de synes, det er et godt miljø at være i.”
I år blev der indsendt 397 indstillinger til både Årets Læreplads og Årets Innovative Læreplads. Skolerne i hele landet udvælger deres lokale vindere ud fra samme kriterier. Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) vælger derefter tre finalister i hver kategori blandt de indsendte indstillinger. Kåringen af Årets Læreplads foregår i København den 5. november.
Vi ønsker Hellevad Tømrer A/S et stort tillykke med titlen som Årets Læreplads for EUC Syd.