Vi skaber talenter

06.12.24

Succesfuld indvielse af KursusCenter Syd - et nyt kapitel for kompetenceudvikling i regionen

Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, stod for den officielle indvielse og roste samarbejdet mellem Business College Syd og EUC Syd for at tage et vigtigt skridt i retning af at forenkle og forbedre mulighederne for kompetenceudvikling.

Onsdag den 4. december markerede en spændende milepæl for blandt andet erhvervslivet i Sønderjylland med den officielle indvielse af KursusCenter Syd. Arrangementet, der fandt sted i Atriet på EUC Syd i Sønderborg, samlede medarbejdere og ledere fra virksomheder, jobcentre og kommuner. Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, stod for den officielle indvielse og roste samarbejdet mellem Business College Syd og EUC Syd for at tage et vigtigt skridt i retning af at forenkle og forbedre mulighederne for kompetenceudvikling.

Stærkt fremmøde og positive reaktioner
Deltagelsen af nøgleaktører fra erhvervslivet og det offentlige vidnede om bred opbakning til samarbejdet mellem Business College Syd og EUC Syd, der skaber rammer for udvikling af både virksomheder og medarbejdere samt styrker regionens evne til at fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft. De to direktører, Bente E. Jensen, Business College Syd og Dan Zielke, EUC Syd, beskrev samarbejdet som en vigtig milepæl for uddannelsesområdet og understregede i deres taler, hvordan indsatsen vil bidrage til at styrke hele Sønderjyllands erhvervsliv.

AMU og efteruddannelse
KursusCenter Syd er skabt med visionen om at gøre efteruddannelse og AMU-kurser mere tilgængelige og overskuelige. Den nye fælles platform, www.kursuscentersyd.dk, er omdrejningspunktet for en Full service-løsning, der sikrer, at virksomheder får den nødvendige støtte til alt fra administration til ansøgning om tilskud.

Lisbeth Holm Møller, ledelsesassistent hos OJ Electronics, udtalte: "Om Full service-konceptet og muligheden for at søge refusion: Jeg er sikker på, at der er virksomheder, som ikke har så meget fokus på det, og hvor det vil betyde, at lige pludselig kan de noget, de ikke har kunnet før.

Hun tilføjede: Vi virksomheder ved selv, hvor glade kunderne er for et single point of contact. For det, der sker, når det bliver for kompliceret, det ved vi alle sammen også, hvis vi ringer om et eller andet, vi har købt. Hvis man bliver stillet om for mange gange og strander med sine spørgsmål, så bliver det for besværligt, og man giver op. Jeg havde hørt lidt om det fra Tom, vores/jeres konsulent, og jeg var allerede positivt indstillet.”

Inspirerende oplæg og fokus på fremtidens arbejdsmarked
Arrangementet bød også på en tankevækkende gæstetaler, Betina Liliendal, som talte om samarbejde på tværs af generationer. Med konkrete eksempler belyste hun, hvordan forskellige generationers unikke behov og styrker kan bringes i spil for at skabe mere dynamiske og innovative arbejdspladser.

Afslutning med netværk og fejring
Efter de officielle taler nød deltagerne en uformel netværkssession over kagetapas, kaffe, te og bobler, og KursusCenter Syd ser frem til at bygge videre på den positive respons og fortsætte med at styrke kompetenceudviklingen for region.