Vi skaber talenter

11.10.18

El-installatør Herluf Jørgensen A/S er vinder af Årets Læreplads 2018

Virksomheden er valgt på baggrund af indstillingen fra lærling Andreas Soll, der er under uddannelse til elektriker.

På el-afdelingen i Haderslev afholdt vi i går onsdag d. 10. oktober en festlig kåring af virksomheden, hvor ejer Jan Christensen og fruen Aase deltog sammen med lærlingen Andreas Soll.

EUC Syds direktør Finn Karlsen holdt en underholdende tale og læste bl.a. op fra Andreas Solls velbegrundede nominering – det skabte en vis morskab, da det kom til et afsnit om den kollegiale stemning: ’Hvis man har lavet noget lort, er et velkendt trick i firmaet at fortælle det, når mesters kone er i nærheden ;-). Hun er guld værd og sidder på kontoret og er med til at skabe en god stemning’.

Jan Christensen fik overrakt årets præmie, et billede af den koloristiske maler Ole Prip Hansen, der har undervist på Sønderborg Statsskole og bl.a. udsmykket dén, Danfoss og håndværkerskolen i Sønderborg. Andreas Soll modtog også en præmie for sin velbelyste indstilling.

Tilstede var bl.a. Jesper Lund, formand for EUC Syds bestyrelse, repræsentanter fra det lokale uddannelses-udvalg (LUU), fra vores ledelse ligesom undervisere og elever på elektrikeruddannelsen var med til fejring og kagespisning.

Den 7½ kg tunge og velsmagende kage var lavet af vores egen bager Niels Kristian Høj. Den var bl.a. dekoreret med logoer og el-stik skåret i marcipan og lakrids - og hele vejen langs kanten var der 36 små el-symboler i chokolade. På trods af sin størrelse på omkring ½ x ½ m, blev den stort set spist op.

Vi har nu sendt virksomheden Herluf Jørgensen A/S videre til den landsdækkende del af konkurrencen, Årets Læreplads i Danmark 2018, og vi får i starten af november besked, såfremt virksomheden går videre til finalen.

Andreas Soll
Andreas Soll er 18 år og fra Kruså og mangler kun det sidste år af 4½ på uddannelsen til elektriker.

- Elektrikeruddannelsen er meget, meget mere end bare at trække ledninger, siger Andreas Soll. Jeg har altid vidst, at jeg ville være elektriker, og det afskrækkede mig overhovedet ikke, at der er meget matematik og fysik på uddannelsen.

Han elsker at arbejde med intelligente løsninger – det at man via netværk, programmering og computer i dag kan automatisere og fjernbetjene fx et helt hus med lys, varme og sikkerhed. Og han er så god, at hans mester Jan Christensen har købt et helt lager af materialer, som Andreas kan arbejde med og lære fra sig og dele sin viden med de øvrige ansatte.

Andreas fandt i folkeskolen ud af at han er ordblind, men det har ikke haft indflydelse på hans videre uddannelse:

- Allerede i min ansøgning lagde jeg kortene på bordet over for firmaet. Fortalte at det ikke længere var et problem for mig, hvis jeg blot havde mine hjælpemidler, skrev Andreas i sin indstilling.

Hans plan for fremtiden er at arbejde nogle år som elektriker og så videreuddanne sig til installatør og blive selvstændig. Som Andreas selv skriver i sin indstilling: - fordi ordblindhed er ikke ensbetydende med dårlig formuleringsevne og dovenskab.

Om Årets Læreplads landsdækkende
Det næste der sker er, at Andreas Solls nominering af Herluf Jørgensen A/S sendes videre i den landsdækkende konkurrence. Danske Erhvervsskoler-Lederne offentliggør d. 1. november tre udvalgte virksomheder fra hele landet, og d. 15. november kåres Årets Læreplads i Danmark 2018 nr. 1, 2 og 3 i København.

Om Årets Læreplads på EUC Syd
• EUC Syd modtog i år 24 nomineringer til Årets Læreplads inden for 13 forskellige fag lige fra bl.a. automatiktekniker, lager, elektriker, frisør, tømrer, cater, smed og mange flere
• 83 % af nomineringerne var fra drenge og 17 % fra piger
• Muligheden for at deltage i Årets Læreplads og indstille sin virksomhed blev her i efteråret sendt til godt 1.250 tilknyttede lærlinge. Det svarer til, at knap 2 % har deltaget. Det er derfor en meget stor ære som virksomhed at blive indstillet og være blandt den lille eksklusive elite, hvor lærlingene gør sig den umage at bruge tid og kræfter på at argumentere for medarbejderne og virksomheden. Stor eller lille, hver dag arbejdes der for at give lærlingene spændende, lærerig og alsidig praktiktid. Vi oplever, at der er et godt samarbejde og at alle er med til at dygtiggøre de unge mennesker, så de får en rigtig god faglig uddannelse

EUC Syd-virksomheder på landkortet
• I 2017 vandt Danfoss med en indstilling fra en elev på uddannelsen til industrioperatør-produktion
• I 2016 vandt Vitfoss med en indstilling fra en elev på uddannelsen til lager- og logistikoperatør
• I 2015 vandt PLR-Production og blev nr. 2 landsdækkende, indstillet af en industriteknikerelev
• I 2014 vandt Tanghave Bo- og Aktivitetscenter med en indstilling fra en elev på uddannelsen til ernæringsassistent
• 2013 vandt Restaurant Fakkelgården den landsdækkende konkurrence og blev Årets Læreplads i Danmark med indstilling fra en kokkeelev

Om Årets Læreplads: www.aaretslaereplads.dk